Kogekonen og Servitricen

Når der skulle være gilde i byen, var den første man skulle have en aftale med – kogekonen. I Holstebro var det først i 1900-tallet ’Store Marie’, der næsten havde monopol på det hverv. Så ingen gilde, før det var aftalt med hende.

Navnet havde hun nok fået af at smage de solide retter til hun tilberedte. Højden, ca. et par meter, kunne nok ikke tillægges dette. Hun var stor i corpus, men også stor i ’slavet’, med en baslyd i stemmen og de værste eder og forbandelser.

Tilbage til gildet hun skulle stå for. Det hele begyndte med indkøb på torvet, og her havde hun helt styr på, hvor meget der skulle til, når x antal skulle bespises.

På selve dagen mødte hun op i det køkken, hvor maden skulle forberedes tidlig om morgenen. Her førte hun sig frem som en hærchef der styrer sine tropper af hjælpere og tjenestepiger. Hun var for de sidstnævnte - alles skræk.

Hun gjorde meget ud af, at spiritus var djævlens værk. Men – man skulle altid sørge for der stod en flaske portvin bag køkkengardinet, og indholdet forsvandt da også i løbet af dagen, samtidig med, at ’Store Marie’ talte endnu mere og højere. Ja så høj, at det kunne overdøve selskabet, indtil vinen også her havde haft sin virkning der.

Men maden skulle jo også serveres, og her havde hun for det meste Jomfru Ørtz med.

De to brød sig egentlig ikke om hinanden hinanden. Medens ’Store Marie’ var grov i munden og opførsel, var jomfru Ørtz det modsatte. Hun havde ikke glemt, at hun var født ind i det højere borgerskab, men måtte tage til takke med at opvarter dem, da det aldrig var lykkedes hende at blive gift ind i borgerskabet.

Når de to mødtes til forberedelse af gildet, var de meget på vagt overfor hinanden, meget fåmælt og ikke noget med at planlægge dagen sammen.

Men som dagen gik, og portvinen havde gjort sin virkning på ’Store Marie’, tøede stemningen op. I kaffepauserne sidst på dagen, kunne de udveksle små historier om gildets gæster.

Jomfru Ørtz havde helt styr på hver eneste mandlig deltagers behov for noget i glassene. Hun stod altid parat, så ingen behøvede at forlade kortbordet for at hente endnu en sjus.

Men hun blev heller ikke glemt, når hun til stillede sig med assistance i entreen, når gæsterne skulle hjem.

Den ene krone efter den anden forsvandt i en hemmelig lomme bag forklædet.

Det var dog ikke alle gæster der helt havde, eller villet, forstå spillet og aldrig gav en krone. Hvem det var, ja det kunne de erfare ved næste gilde, når jomfru Ørtz var rundt med fadene ved bordene.

Hos de gavmilde blev der diskret peget med lillefingeren på det bedste på fadet.  Hos andre så jomfru Ørtz lige ud i luften og lod dem selv prøve at finde det bedste.

Hun var altid ulastelig klædt, som servitricer var på den tid. Når hun ikke serverede, gik hun rundt i hjemmene for at stryge, - men kun hos det højere herskab.

Hun havde dog ikke fået lært alle former for at udtrykke sig. Hun kunne en gang imellem fortælle om en fest hun havde serveret til, ’at det det havde været sådan en tragedie’, hvilket for hende ville sige, ’at det havde været rigtig morsomt’.