Glaskunst i Dybe Kirke

Gå til indhold

Glaskunst i Dybe Kirke

Vesjyder.dk
Offentliggjort af Jens Erik Villadsen i Kirkehistorie · 23 august 2020
Tags: Kirkekunst
Agnethe Maagaards glaskunst i Dybe Kirke
Der er en stor kulturarv gemt i de gamle middelalder kirker, der pryder det danske landskab. I århundreder har man forsøgt at værne om kirkerne og de kunstværker der er blevet overleveret igennem generationer, - med mere eller mindre held.
Men man må også i nutiden sætte sit præg på udsmykningen, når det kan forenes med det oprindelige. Et godt eksempel her på er Dybe kirke i Lemvig Provsti. Her har man fået glaskunstneren Agnethe Maagaard fra Bøvling til at udføre to glasmosaikker i to af kirkens vinduer.

Hun har valgt to temaer fra det gamle testamente, nemlig:
”Moses den ildslue, der står op af tornebusken, uden at fortæres. Da han kommer den nær, opdager han, at det er Gud. Tornebusken viser, at Gud er I alting”.
Og:
“Midt i den vidunderlige have stod det mægtige LIVETS TRÆ. Det var så stort, at dets krone voksede ind i skyerne og dets tykke rødder drak af selve Verdensdybet. Ved rødderne af livets Træ sprang fire floder ud og løb derfra ud i hele verden”.
Agnethe Maagaard er i sin kunst inspireret at sin opvækst i Vestjylland med den barske natur. Som hun siger: ”Det har præget mit sind og måden at være menneske på”.

Og hun fortsætter med forklaringen på sin kirkekunst:
”Glasset bliver levende i mødet med lyset Det får derved et strejf af skabelsens magi. De blå nuancer, der dominerer glastavlerne er med til at understrege, at vi træder ind i et rum for fordybelse og ro”.

Dybe Kirke
Dybe kirke er bygget i 1100-tallet, med datidens granitkvadre. Tårn og våbenhus er dog bygget senere.
I 1525 fik den daværende præst, Morits Krabbe, Lemvigmesteren Esger Andersen til at udsmykke korhvælvingen med kalkmalerier af bl.a. korsfæstelsen og ornamentik med fugle og fabeldyr.
Det var kort før reformationen, hvor de fleste kalkmalier i vore kirker blev overmalet, men det skete af en eller anden grund ikke i Dybe kirke. Dog er nogle af dem skadet i tidens løb og er senest restaureret i 2003.

Den nye glaskunst i de to vinduer harmonerer godt sammen med de gamle kalkmalier. Så man kan sige, at nutidens kunst fortæller vor tids opfattelser af bibelske motiver, sammen med hvad der tidligere har været opfattelsen i en skøn harmoni. Så vil det vise sig, hvad man vil udsmykke videre med om nogle århundreder.

Se mere om kunstneren Agnethe Maagaard her: maagaardglas.dk
August 2020 - Jens Erik Villadsen




© Jens Erik Villadsen - Vestjyder.dk
Tilbage til indhold